BEHANDLINGER

Proteser​

Hvis man mangler flere eller alle tænder har man ofte behov for en protese. En protese kan tages ud af munden og kræver omhyggelig rengøring. Der er i grove træk 2 typer proteser: delproteser og helproteser.

​En delprotese kan erstatte flere manglende tænder. En delprotese sidder fast i munden ved hjælp af nogle små metalbøjler omkring nogle af de tænder der er tilbage i munden. Tænderne på protesen samt det lyserøde der skal ligne tandkød er lavet af akryl. Ved fremstilling af delproteser kræver det at tandlægen sliber ganske let på de tænder der skal holde protesen fast, inden der tages aftryk.

​Helproteser er som navnet siger proteser der erstatter hele tandsættet. Helproteser er lavet i akryl. Når tænderne mistes svinder kæbeknoglen og det kan i visse tilfælde give problemer for protesebæreren. I overkæben sidder helprotesen som regel godt fast, man kan næsten sige at der er tale om en sugekop effekt. I mange tilfælde har patienter problemer med at styre underkæbeprotesen, da man ikke kan opnå den samme sugekop effekt som i overkæben. Det kan være en fordel at isætte implantater for at holde fast på protesen. Det fungerer som en form for tryklås system. Implantaterne forsynes med nogle små kugler der stikker op af tandkødet og inde i protesen vil der være et lille hulrum i metal hvor de små kugler passer ned i. Hvis behandlingen foretages i underkæben er det ofte tilstrækkeligt med 2 implantater – et i hver side til at holde fast på protesen.

​Det er vigtigt at huske på at proteser er et fremmedlegeme som kræver tilvænning. En protese skal efter isættelsen næsten altid slibes til, så den ikke irriterer. Det kræver flere besøg hos tandlægen.

​Et par gode råd til proteserengøring: Brug en protesetandbørste, den er udformet så den kan komme ind de fleste steder. Børst ikke din protese i tandpasta, det indeholder slibemiddel og kan på sigt skade protesen. Børst protesen i almindelig sæbe uden slibemiddel. Hvis der kommer tandsten på protesen kan den lægges i en fortyndet opløsning af husholdningseddike i et par timer, hvorefter tandstenen kan fjernes med børsten.

​Hvis protesen ikke er i munden om natten skal den lægges eks. på en serviet og bare have lov til at tørre ud, derved vil en del af de bakterier der sidder på protesen dø. Protesen skal altid rengøres inden den sættes i munden igen. Det anbefales at sove uden protesen i perioder, derved får mundens slimhinde luft og bliver ikke så nemt irriteret. Hvis der optræder rødme, ømhed eller hvidlige belægninger skal tandlægen kontaktes, da der kan være tale om en svampeinfektion som kræver behandling.

AMAGERBRO TANDKLINIK​

​Amagerbrogade 18

2300 København S

Tlf.: 32 54 85 02

receptionen@amagerbro-tandklinik.dk

ÅBNINGSTIDER

Man:

Tir:

Ons:

Tor:

Fre:

08:00 – 16:00

08:00 – 16:00

08:00 – 17:00

08:00 – 16:00

08:00 – 15:00​

FIND OS HER

fb

​© 2020 Amagerbro Tandklinik